Resultaterne fra den store energiundersøgelse Ernst Albin Hansen, ph.d. og lektor ved Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI), Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet genemførte i samarbejde med EnergySport i marts/april 2010 viste, at der er en stor gevinst ved at indtage den rette mængde energidrik, når du cykler.
Der deltog femten erfarne cykelryttere i undersøgelsen. Ved at skifte fra den mængde væske og energidrik, som cykelrytterne plejer at anvende, til den anbefalede og videnskabeligt baserede strategi, som High5 beskriver i sine RaceFasterGuides, kunne rytterne cykle hele 8 minutter hurtigere på en 48 km enkeltstart, som blev gennemført i forlængelse af 80 km indledende cykling.
Ernst Albin Hansen siger:
”Det lyder næsten for fantastisk til at være sandt. Men den er god nok. Betydningen af tilstrækkeligt væske- og energiindtag er formentlig noget af det mest oversete inden for præstationsoptimering i dansk landevejscykling. Tænk på hvor meget mere du skal træne for at opnå en sådan 8 minutter forbedring – hvis det overhovedet er realistisk for dig at opnå mere ad træningens slidsomme vej.”
Videnskabelige anbefalinger
Der har i årtier eksisteret klare, videnskabeligt baserede, anbefalinger for, hvor meget sportsdrik man skal indtage for at præstere optimalt under langvarigt arbejde. Men den store overraskelse er, at anbefalingerne langt hen ad vejen ikke bliver fulgt i cykelsportens verden. Og der kan der være flere årsager til at cykelryttere ikke indtager tilstrækkeligt med væske og energi på deres lange cykelture. I cykelløb er der for eksempel forbud mod at modtage forplejning i mange sekundære klasser på trods af, der skal cykles i timevis. Det er i øvrigt noget man bør overveje at ændre på. Der er også en stærk historisk betinget praksis og generel accept af at man har to flasker med på cyklen, og at det rigeligt rækker, selv til en lang tur.
Forskeren: Cykelryttere underpræsterer
Selv siger Ernst Albin Hansen om undersøgelsen:
”Min motivation for at gennemføre denne undersøgelse er, at sætte fokus på en adfærd blandt mange cykelryttere, som ikke er optimal. Nemlig at mange indtager for lidt væske og energi under langvarig cykling. Derigennem er det mit håb, at jeg kan være med til at påvirke både eliteryttere og cykelryttere på lavere niveauer til at ændre deres strategi for indtagelse af sportsdrik. Hvis det lykkes er der lagt til rette for bedre præstationer og større komfort. Blandt eliten har det historisk set sandsynligvis kostet danske landsholdsryttere internationale mesterskabsmedaljer at indtagelsen af væske og energi under langvarige mesterskabskonkurrencer har været utilstrækkeligt. Det er både ærgerligt og unødvendigt. Og blandt cykelryttere på lavere niveauer kunne mange have været sparet for et ukomfortabelt møde eller to med ”muren”, som det ofte betegnes, når man kører tom for brændstof.”
Fakta: Undersøgelsens opbygning
Femten ryttere mødte op til test to gange, med to ugers mellemrum. Den første test bestod af først 80 km cykling ved en moderat hastighed som rytterne selv bestemte. I forlængelse af dette cyklede de en 48 km lang enkeltstart så hurtigt som muligt. Rytterne anvendte deres egne landevejscykler som blev monteret på hometrainere af typen Computrainer.
I den anden test skulle rytterne cykle de første 80 km ved samme hastighed som i første test og derefter køre en enkeltstart igen. I den ene af testene skulle rytterne følge en anbefalet, videnskabeligt baseret, strategi for indtagelse af væske og energi. Denne strategi gik ud på at drikke 1 liter High5 EnergySource sportsdrik i timen indeholdende 95 g kulhydrat pr. liter. I den anden test fulgte rytterne deres selvvalgte strategi, som de plejer at anvende.
Dokumentation: Resultaterne
Testrytterne var i gennemsnit 2 timer og 32 minutter (varierende fra 2 timer og 21 minutter til 2 timer og 52 minutter) om at gennemføre de indledende 80 km cykling. Den gennemsnitlige effekt i denne indledende cykling var 197 W og varierede fra 157 til 231 W blandt testrytterne. Rytterne indtog væsentlig mere væske og kulhydrat i testen med den anbefalede strategi. Undervejs i de 80 km indledende cykling med den anbefalede strategi for væske- og energiindtag følte testrytterne sig mindre anstrengt. Og efterfølgende kunne de i gennemsnit producere 15% mere effekt og cykle 8 minutter hurtigere i den afsluttende enkeltstart.
Vægttabet fra begyndelsen til slutningen af hele testen med den videnskabeligt baserede strategi for indtagelse af væske og energi var i gennemsnit 1,2 kg og varierede fra 0,3 til 2,3 kg blandt rytterne. I testen hvor rytterne fulgte den selvvalgte strategi som de plejer at anvende tabte de i gennemsnit 2,5 kg med en variation fra 1,2 til 3,3 kg.
Interview med en deltager
En af de 15 testpersoner var den 37-årige C-rytter, Lars Liljeroth
. Han træner mellem 6 og 10 timer om ugen.
Hvordan har det været at være med?
Det var både spændende og lærerigt, og jeg har faktisk kunne mærke en forskel på de to test. Allerede under første test, hvor vi kørte med High5-produkterne, kunne jeg mærke, at jeg på intet tidspunkt gik ned – og det havde jeg faktisk slet ikke forventet, fordi det jo var en ret lang (48 km, red) enkeltstart. Samtidig havde jeg overraskende let ved at få drukket alt det, som vi fik. Det var kun den sidste halve time, hvor jeg synes at det skvulpede lidt i maven, men det var minimalt.
Hvilken forskel kunne du mærke på de to tests?
På den sidste test, hvor vi kørte med vores egen drikkestrategi, var det helt tydeligt, at jeg gik ned på sukkermængden. Specielt de sidste 25 minutter af enkeltstarten kunne jeg mærke, at jeg kørte langsommere, trådte færre watt og kunne slet ikke presse pulsen så meget op. Den første test var meget mere stabil.
Går du normalt meget op i, hvor meget du drikker?
Ja, jeg prøver altid at have den rette mængde med, når jeg cykler, og jeg læser en del om ernæring. Derfor var det overraskende for mig, at vi under testen fik udleveret væsentligt mere end jeg plejede at drikke – heller ikke hvis jeg havde forsøgt at drikke alt hvad jeg overhovedet kunne.