Zipp præsenterede i forbindelse med den indledende enkeltstart i årets Giro d’Italia deres nyeste hjul: Zipp 404 Firecrest, et højprofil carbonhjul til dæk og slange. Hjulet er tiltænkt cykelryttere, som gerne vil have et hurtigt og let hjulsæt, men ikke vil køre med lukkede ringe. Navnet er Zipp 404 Firecest – som henviser til den helt nyudviklede form, som fælgen har.
Hidtil har Zipps hjul til dæk og slange været udstyret med en bremseflade af aluminium. Udfordringen i udviklingen af en fuld-carbon hjul til dæk og slange har været at gøre bremseflade og dæk-fanget stærkt nok til at modstå det store tryk fra et hårdt pumpet dæk og varmen fra bremseklodserne. Den nød er knækket nu, men er også grunden til at Zipp er sent ude med hjulet.
”Vi ved godt, vi er sent inde i kampen med et carbon-hjul til dæk og slange, men vi mener at vi tager noget helt nyt med ind i kampen, så vi glæder os meget til hjulet kommer på markedet,” fortalte Zipps ingeniør John Fearncombe til pressemødet.
Den største forskel på Zipp 404 Firecrest er, at fælgen ikke er formet i den traditionelle V-form, som de andre hjul på markedet.
”Vi har forsøgt at tænke udformningen af fælgen helt forfra og er endt med en fælg der er meget bredere end normalt – 27,5 mm – og den har vist sig at være utrolig stærk og mere aerodynamisk end en tynd v-formet fælg. Vi fandt ud af, at vinden følger den brede fælg bedre og ikke skaber så meget modstand, som hvis fælgen var smallere,” forklarede John Fearncombe.
Det nye hjulsæt har en 58 mm høj fælg, og den samlede vægt for sættet er 1557 gram.
|